Tines Tur.
Det var helt og aldeles grænseoverskridende at oprette en blog, og den har været undervejs længe. Nu er dette under ingen omstændigheder en "Følg processen blog" eller et indblik i min selvudvikling. Tvært i mod har jeg tænkt mig at udvikle mig mindst muligt i processen, men det betyder ikke, at jeg ikke har en plan.
Jeg er ikke noget blog-menneske. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en blog, som jeg synes kunne give mig noget. Jeg er ikke arrogant. Højst en smule snobbet. Jeg kan lide weekendavisen, og jeg hører podcasts. Jeg har masser af uddannelse - både i at tænke og skrive, og i mit professionelle liv bruger jeg det til at få folk til at gøre noget, til at købe noget, til at blive lidt klogere.
Planen med denne blog er en form for nytteløshed. En form for antitese til copy writing. Der skal ikke være noget mål (kun en plan), og jeg har ikke tænkt mig, at nogen skal kunne bruge den til særlig meget. Ren underholdning? Nej, det kan jeg ikke love. Jeg er humoristisk anlagt, men jeg vil ikke lægge under for et pres om at være skide morsom. Nej, jeg tænker først og fremmest, at du på min blog vil kunne finde helt uvidenskabelig, helt tilfældig, helt for egen regning behandling af emner, som du måske i en ledig stund kan lade dig rive med af.
Nysgerrighed er mit nye high! Jeg er ikke der, hvor jeg under personlige egenskaber på mit cv med rent mel i posen kan skrive, at jeg er super nysgerrig af natur. Det er jeg ikke. Men jeg tvinger mig selv til at være det, og bloggen kommer til at afspejle det.
Okay, er der ikke noget tema? Er der ikke en krog? Er der ikke en label? Noget som gør det nemmere at SEO-optimere? Nix, nul og nej. Fordi jeg ikke gider. Og det må jo om noget være et af privilegierne ved at oprette en blog. Jeg er chefen. Jeg bestemmer rammerne. Jeg styrer formatet.
Hvorfor? Det kribler i mine fingre. Der er noget, som presser sig på. Er det en ventil? Tjo, nej, helst ikke. Men i mig findes der en helt uforbeholden, ren glæde ved at formulere mig uden en C2A, uden at nogen UX'er bytter rundt på mine afsnit, indsætter en ny overskrift, der opfordrer til handling. En trang til at skrive meget længere, meget mere fra hjertekulen, uden skelen til målgrupper, medier og tone of voice. Det er planen. Og det synes jeg sgu selv er en ret fed plan.
Så velkommen til min blog. Velkommen til Tines tur.
Det var helt og aldeles grænseoverskridende at oprette en blog, og den har været undervejs længe. Nu er dette under ingen omstændigheder en "Følg processen blog" eller et indblik i min selvudvikling. Tvært i mod har jeg tænkt mig at udvikle mig mindst muligt i processen, men det betyder ikke, at jeg ikke har en plan.
Jeg er ikke noget blog-menneske. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en blog, som jeg synes kunne give mig noget. Jeg er ikke arrogant. Højst en smule snobbet. Jeg kan lide weekendavisen, og jeg hører podcasts. Jeg har masser af uddannelse - både i at tænke og skrive, og i mit professionelle liv bruger jeg det til at få folk til at gøre noget, til at købe noget, til at blive lidt klogere.
Planen med denne blog er en form for nytteløshed. En form for antitese til copy writing. Der skal ikke være noget mål (kun en plan), og jeg har ikke tænkt mig, at nogen skal kunne bruge den til særlig meget. Ren underholdning? Nej, det kan jeg ikke love. Jeg er humoristisk anlagt, men jeg vil ikke lægge under for et pres om at være skide morsom. Nej, jeg tænker først og fremmest, at du på min blog vil kunne finde helt uvidenskabelig, helt tilfældig, helt for egen regning behandling af emner, som du måske i en ledig stund kan lade dig rive med af.
Nysgerrighed er mit nye high! Jeg er ikke der, hvor jeg under personlige egenskaber på mit cv med rent mel i posen kan skrive, at jeg er super nysgerrig af natur. Det er jeg ikke. Men jeg tvinger mig selv til at være det, og bloggen kommer til at afspejle det.
Okay, er der ikke noget tema? Er der ikke en krog? Er der ikke en label? Noget som gør det nemmere at SEO-optimere? Nix, nul og nej. Fordi jeg ikke gider. Og det må jo om noget være et af privilegierne ved at oprette en blog. Jeg er chefen. Jeg bestemmer rammerne. Jeg styrer formatet.
Hvorfor? Det kribler i mine fingre. Der er noget, som presser sig på. Er det en ventil? Tjo, nej, helst ikke. Men i mig findes der en helt uforbeholden, ren glæde ved at formulere mig uden en C2A, uden at nogen UX'er bytter rundt på mine afsnit, indsætter en ny overskrift, der opfordrer til handling. En trang til at skrive meget længere, meget mere fra hjertekulen, uden skelen til målgrupper, medier og tone of voice. Det er planen. Og det synes jeg sgu selv er en ret fed plan.
Så velkommen til min blog. Velkommen til Tines tur.
Kommentarer
Send en kommentar